Pensioner er ydelser, som udbetales til personer efter de har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet. Pensioner kan være offentlige (folkepension), arbejdsmarkedsrelaterede (arbejdsmarkedspension) eller private (privat pension). De finansieres gennem bidrag fra arbejdsgivere, arbejdstagere og staten. Beskatning af pensioner optjent i et land og udbetalt i et andet land er komplekst og kræver ofte vejledning.
Ofte stillede spørgsmål om pension og skat
Hvad er pension – og hvilke typer findes der?
Pension er en økonomisk ordning, der skal sikre dig indkomst, når du stopper med at arbejde, mister evnen til at arbejde eller ved død. Pension kan både være en opsparing, du selv indbetaler til, og en ydelse fra det offentlige.
Der findes flere hovedtyper af pension i Danmark:
Folkepension
Folkepensionen udbetales af det offentlige til personer, der har nået folkepensionsalderen. Den består af et grundbeløb og et eventuelt pensionstillæg, som afhænger af din samlede indkomst. Det betyder, at hvis du modtager store udbetalinger fra dine private pensionsordninger, kan det nedsætte eller helt fjerne dit pensionstillæg. Som folkepensionist bliver du ikke længere modregnet i din folkepensions grundbeløb eller pensionstillæg på grund af din arbejdsindtægt, der betales AM-bidrag af. Som folkepensionist kan du have en arbejdsindtægt på op til 122.004 kr. (2025), som ikke indgår i beregning af din personlige tillægsprocent.
Arbejdsmarkedspension
En obligatorisk ordning, som de fleste lønmodtagere er tilmeldt gennem en overenskomst mellem arbejdsgiver og medarbejdernes faglige organisation eller som en aftale mellem alle medarbejdere og arbejdsgiveren. Arbejdsgiver og medarbejder indbetaler løbende en procentdel af lønnen, og pengene udbetales som pension, når du går på pension.
Privat pension
En frivillig opsparing, som du selv opretter i bank eller pensionsselskab. Her findes flere typer:
• Ratepension – udbetales i rater over mindst 10 år
• Livrente – giver livsvarige udbetalinger
• Aldersopsparing – kan udbetales som et engangsbeløb uden fradrag for indbetalingerne, men med skattefri udbetaling
ATP (Arbejdsmarkedets Tillægspension)
En lovpligtig ordning, som de fleste lønmodtagere automatisk indbetaler til via lønnen. ATP udbetales som et fast tillæg sammen med folkepensionen.
Hvordan påvirker pension din skat?
Pension påvirker din skat på flere måder – både når du indbetaler til din pension, og når du får den udbetalt.
Når du indbetaler til pension:
Indbetalinger til visse pensionsordninger kan give skattemæssige fradrag. Det betyder, at du betaler mindre i skat nu, fordi indbetalingerne trækkes fra din personlige indkomst.
• Indbetalinger til ratepension og livrente giver fradrag (dog inden for en årlig grænse)
• Indbetalinger til arbejdsmarkedspensioner sker typisk med bortseelsesret, hvilket betyder, at beløbet slet ikke indgår i din lønindkomst og dermed ikke beskattes, før pensionen udbetales
• Indbetalinger til aldersopsparing giver ikke fradrag, men til gengæld er udbetalingen skattefri senere
Når du får pensionen udbetalt:
De fleste pensionstyper bliver beskattet som personlig indkomst, når de udbetales. Det gælder fx folkepension, ratepension og livrente. Derudover bliver afkastet af din pensionsopsparing i Danmark løbende beskattet med den såkaldte PAL-skat (Pensionsafkastskat), som udgør 15,3 % af det årlige afkast.
Hvilke fradragsmuligheder gælder for pensionsindbetalinger?
Når du indbetaler til pension, kan du i mange tilfælde få skattemæssige fradrag, som reducerer din personlige indkomst og dermed din samlede skat. Hvor meget du kan trække fra, afhænger af typen af pensionsordningen og hvordan indbetalingen sker. Der findes særlige regler for indbetalinger til pensionsordninger for selvstændigt erhvervsdrivende.
Ratepension
Indbetalinger til en ratepension kan trækkes fra i skat, dog kun op til et årligt maksimum. Se oversigt over skattebegunstigede pensionsordninger. Fradraget gives i den personlige indkomst, og udbetalingerne beskattes senere som personlig indkomst.
Livrente (livsvarig pension)
Indbetalinger til en livrente er også fradragsberettigede, her er der ingen øvre beløbsgrænse, hvis ordningen er oprettet via arbejdsgiver. Livrente bruges ofte til at sikre en fast indkomst resten af livet. Udbetalingerne beskattes som personlig indkomst.
Arbejdsmarkedspension
Ved arbejdsmarkedspensioner indbetaler både arbejdsgiver og medarbejder. Her gælder den såkaldte bortseelsesret, hvilket betyder, at beløbene ikke beskattes, når de indbetales, men først beskattes, når pensionen udbetales. Du får altså indirekte skattemæssig fordel, fordi din bruttoløn bliver reduceret med pensionsindbetalingen. Det er således kun din løn efter fradrag af din egen indbetaling på din pension, som beskattes. Den del som arbejdsgiveren indbetaler beskattes ikke, da den er omfattet af bortseelsesretten.
Aldersopsparing
Indbetalinger til aldersopsparing giver ikke fradrag, men til gengæld er udbetalingen helt skattefri, når du går på pension. Se hvor meget du kan indbetale på en alderspension.
Hvilke typiske fejl og faldgruber ses ved pension og skat?
• At man ikke får indberettet eller opdateret pensions- og forskudsopgørelse korrekt, hvilket kan føre til forkert skat eller reduktion i pension
• At man flytter til Danmark og ikke får indberettet til danske skattemyndigheder, hvilken pensionsordning man har i udlandet. Der er krav om indsendelse af den såkaldte L-erklæring
• Den skattepligtige kan være skattepligtig af det løbende afkast til Danmark af en udenlandsk pensionsordning
• At man overskrider indbetalingsgrænserne for fradrag uden at være opmærksom – fx for ratepension. Denne fejl kan medføre, at indbetalingen bindes i pensionsordningen uden fradrag. Vær opmærksom på, at der også er muligheder for at søge pengene tilbagebetalt
• At man flytter til Danmark og har pensionsordning i udlandet uden at tjekke skattereglerne. Det kan give uventet skat eller dobbeltbeskatning
• Hvis du fraflytter Danmark, skal du huske at anmode om fritagelse for betaling af PAL-skat
Hvad betyder det for mig at have pensionsopsparing i udlandet?
Hvis du har pensionsopsparing i udlandet, skal du være opmærksom på, at den som udgangspunkt er skattepligtig i Danmark, hvis du bor her og er fuldt skattepligtig, når den udbetales.
Der kan også være skat i kildelandet af pensionsudbetalingen, som giver ret til lempelse i den danske skattebetaling enten efter interne danske regler eller efter en dobbeltbeskatningsaftale.
Hvordan den beskattes, afhænger dog af, om Danmark har en dobbeltbeskatningsaftale med det pågældende land og om indholdet heraf. I nogle tilfælde beskattes pensionen kun i kildelandet.
Hvis der ikke findes en aftale, kan du risikere dobbeltbeskatning, hvis du ikke får den håndteret korrekt.
Ansvarsfraskrivelse
Da ovenstående alene er vejledende påtager vi os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af ovenstående uden forudgående individuel rådgivning. Vi påtager os ikke ansvar for fejl og mangler.