Skat ved boligudlejning

Økonomi
Overview
Indholdsfortegnelse
Artikel udgivet af
Aleeza Iqbal
Studs. PBA TAX
William Nilsson
Cand.Polit/Master in Tax LL.M.
Få en gratis vurdering af din skattesag
Få hjælp til dit skatteregnskab
Vi skræddersyer løsninger til din skattesituation

Forslag om nye skatteregler, der kan hjælpe de studerende til en bolig

Hvert år flytter tusindvis af unge til København og andre større universitetsbyer for at begynde på en videregående uddannelse. Men i stedet for at fokusere på studiet må mange først kæmpe med en stor udfordring: at finde en overkommelig studiebolig.

Vi har undersøgt, om de gældende skatteregler hjælper de unge, eller om der er behov for at lempe skattereglerne for udlejere til studerende. Vi har nedenfor et forslag til, hvordan skattereglerne kan hjælpe de unge.

Udbuddet halter, efterspørgslen vokser

Det lave udbud og den høje efterspørgsel har ført til tårnhøje huslejer og ringe valgmuligheder for unge. Mange studerende ender i dyre privatlejligheder eller små værelser, som ligger langt over deres økonomiske råderum som fuldtidsstuderende.

Med en SU på cirka 7.000 kr. før skat er det næsten umuligt for mange at finde en bolig, de har råd til, medmindre de har andre indtægter eller tager SU lån til at supplere økonomien. Et skattefradrag på 2.500 kr. årligt, som regeringen har foreslået, kan give en smule økonomisk luft, men det løser ikke de strukturelle problemer på boligmarkedet.

Korttidsudlejning og Airbnb presser boligmarkedet yderligere

Et væsentligt problem på boligmarkedet er den omfattende korttidsudlejning via platforme som Airbnb. Der er fastsat en grænse på 70 udlejningsdage om året jf. Sommerhusloven §5, stk. 2, LBK nr. 400 af 12. april 2024 (kan hæves til 100 i enkelte kommuner).

Det betyder, at mange udlejere i praksis kun udlejer boliger til korttidsudlejning til turister i stedet for billige studenterboliger.

Skattereglerne gør det fordelagtigt at udleje igennem Airbnb, da man kan få et forhøjet skattefrit bundfradrag på kr. 33.500 i 2025, hvis du udlejer under 4 måneder og udlejningsbureauet indberetter indkomsten for dig.

For at læse mere om bundfradragsmetoderne kan de findes her: boligudlejning

Derimod er skattereglerne for langtidsudlejning af værelser over 4 mdr. mindre lempelige, men man kan dog få fradrag for 1,33% af ejendomsværdien og indkomsten beskattes som kapitalindkomst. Alternativt kan du vælge at få et bundfradrag på kr. 13.100 i 2025, hvorefter der alene skal betales skat af 60% af restlejen.

Såfremt man udlejer en hel bolig over 12 mdr., vil der være tale om personlig indkomst og væsentligt højere indkomstbeskatning og udlejer kan være omfattet af andre restriktive regler i lejeloven.

For at læse mere om de 3 beskatningsformer for erhvervsmæssig udleje (udleje af bolig i over 12 måneder) kan de findes her: erhvervsmæssig udlejning

Man skal dog være opmærksom på, at moms kan forekomme ved korttidsudlejning under 30 dage pr. udlejning, hvis lejeindtægten overstiger kr. 50.000 indenfor kalenderåret. Så længe man holder sig under denne grænse, er det dog en stor fordel med korttidsudlejning til turister fremfor langtidsudlejning til studerende. Ved korttidsudlejning kan der normalt tages en højere leje pr. dag.

Eksempel: korttidsudlejning vs. langtidsudlejning

Der tages udgangspunkt i, at udlejer ikke betaler topskat, da udlejers personlige indkomst og kapital indkomst sammenlagt er under grænsen for topskat. Personfradraget opbruges af lønindkomst.

Da der benyttes bundfradragsmetode for begge udlejningsformer, beskattes indtægten som kapitalindkomst.

Forudsætninger til eksemplerne nedenfor:

Beskrivelse Forudsætninger
Ejendommens beliggenhed Københavns Kommune
Købsdato Efter 1/1-2024
Marginalskatteprocent 35,51%
Langtidsleje (2 personer) 12.000 kr./mdr. – 6.000 kr. pr. person
Korttidsudleje 1.886 kr./dag*
Ejendomsværdi 2.796.000 kr.
1,33% af ejendomsværdi 37.187 kr.
Bundfradrag ved langtidsudleje 37.187 kr.
Bemærkning *Dagslejen er valgt, så den stemmer med langtidslejen

Korttidsudleje:

Udlejningstype Korttidsudlejning – via udlejningsplatform (under 4 mdr. og udleje min. 30 dage pr. udlejning) Korttidsudlejning – via udlejningsplatform (under 4 mdr. og udleje under 30 dage pr. udlejning) Korttidsudlejning – privat udlejning (under 4 mdr.)
Indkomsttype Kapitalindkomst Kapitalindkomst Kapitalindkomst
Brutto lejeindtægt 132.000 kr. 132.000 kr. 132.000 kr.
Bundfradrag 33.500 kr. (2025 sats) 33.500 kr. (2025 sats) 13.100 kr. (2025 sats)
Nettoleje efter moms og bundfradrag 98.500 kr. 72.100 kr. 118.900 kr.
40% fradrag af restbeløbet 39.400 kr. 28.840 kr. 47.560 kr.
Nettoleje før skat 59.100 kr. 43.260 kr. 71.340 kr.
35,51 % marginalskat ekskl. kirkeskat 20.986 kr.* 15.362 kr.* 25.333 kr.*
Moms 20% - 26.400 kr. -
Ejendomsværdiskat 11.408 kr. 11.408 kr. 11.408 kr.
Total skat 32.394 kr. 53.170 kr. 36.741 kr.
Nettoindtægt efter skat og moms 99.606 kr. 78.830 kr. 95.259 kr.
Antal udlejningsdage 70 dage 70 dage 70 dage

* Forudsat positiv nettokapitalindkomst

Langtidsudleje:

Udlejningstype Langtidsudlejning (over 4 mdr. – under 12 mdr.)
Indkomsttype Kapitalindkomst
Brutto lejeindtægt 132.000 kr.
Bundfradrag 37.187 kr.
Nettoleje efter bundfradrag 94.813 kr.
35,51 % marginalskat ekskl. kirkeskat 33.668 kr.*
Ejendomsværdiskat 11.408 kr.
Skat 35,51% 33.668 kr.
Total skat 45.076 kr.
Nettoindtægt efter skat 86.924 kr.
Antal udlejningsdage 334 (11 mdr.)

* Forudsat positiv nettokapitalindkomst

Af ovenstående beregninger ses, at udlejers rådighedsbeløb er større ved at anvende skattereglerne for kortidsudlejning (uden momspligt) ved at benytte en udlejningsplatform end ved at langtidsudleje. Ved korttidsudlejning vil lejen normalt være højere pr. dag og udlejer har derudover rådighed over ejendommen, den del af perioden, hvor lejligheden ikke er udlejet.

Det er derfor ikke overraskende, at der ikke findes et stort udbud af lejligheder til langtidsudlejning i de større universitetsbyer og København, som studerende kan benytte sig af.

Udlejningsreglerne for langtidsudlejning i under 12 måneder skal gøres mere attraktive, før udlejere vil finde denne mulighed interessant. I dag belønnes korttidsudlejning med gunstigere skatteincitamenter, hvilket på sigt fjerner boliger fra det almindelige boligmarked og i stedet gør plads til turister.

Fremtiden kræver mere end lappeløsninger

Hvis studerende skal have en fair chance på boligmarkedet, er der brug for skattelempelser som direkte tilsigter de studerende.

SkatteInforms løsningsforslag – Større fradrag ved langtidsudlejning til studerende

For at øge udbuddet af studieboliger er det nødvendigt at skabe attraktive vilkår for udlejere. Det skal være fordelagtigt at udleje til studerende frem for turister.

Vi foreslår derfor en økonomisk incitamentsordning, hvor langtidsudlejning til studerende også omfattes af yderligere 40 % fradrag efter at bundfradraget er fratrukket, på samme måde som ved korttidsudlejning, se vores beregning nedenfor:

Beregning af nettoindtægt efter skat ved langtidsudleje til studerende:

Udlejningstype Langtidsudleje (over 4 mdr. – under 12 mdr.)
Indkomsttype Kapitalindkomst
Brutto lejeindtægt 132.000 kr.
Bundfradrag 37.187 kr.
Nettoleje efter bundfradrag 94.813 kr.
40% fradrag af restbeløbet 37.925 kr.
Nettoleje før skat 56.888 kr.
35,51 % marginalskat ekskl. kirkeskat 20.201 kr.*
Ejendomsværdiskat 11.408 kr.
Skat 35,51% 20.201 kr.
Total skat 31.609 kr.
Nettoindtægt efter skat 100.391 kr.
Antal udlejningsdage 334 (11 mdr.)

* Forudsat positiv nettokapitalindkomst

Forslaget giver skattelettelser ved udleje til studerende og samtidig letter presset på de studerende.

Flere udlejere vil vælge langtidsudleje til studerende.

Skattelettelsen vil være en billig måde for staten at skaffe flere boliger til de studerende på.

Ansvars fraskrivelse:

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af denne artikel uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os ikke ansvar for eventuelle fejl og mangler.

skatteinform kontor bygning set udefra

Tilmeld dig vores nyhedsbrev for at være den første til at få skattenyt

Ved at trykke tilmeld accepterer du vores Terms and Conditions.
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.

Contact Us

Grazie! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.