Henstandsbeholdning refererer til aktiver, for hvilke der er givet skattemæssig henstand, hvilket betyder, at der er givet henstand med betaling af skat af en bestemt beholdning - f.eks. aktiebeholdning - til et senere tidspunkt. Dette kan være relevant ved fra fraflytning til udlandet.
Ofte stillede spørgsmål om henstandsbeholdning
1. Hvad er en henstandsbeholdning, og hvornår opstår den?
En henstandsbeholdning opstår, hvis du flytter fra Danmark og får henstand (udskudt betaling) med din fraflytterskat på aktiver som aktier og værdipapirer. Man kan vælge at betale fraflytterskatten med det samme eller oprette en henstandsbeholdning af de aktiver, der indgår i henstandsordningen.
2. Hvem skal indsende oplysningsskema og beholdningsoversigt?
Alle, der har en positiv henstandssaldo, skal hvert år sende både oplysningsskema og beholdningsoversigt til Skattestyrelsen. Det gælder, indtil saldoen er nedbragt til nul. Dette krav gælder også, hvis du flytter tilbage til Danmark, men stadig ejer aktiver.
3. Hvilke aktiver indgår i henstandsbeholdningen?
Henstandsbeholdningen omfatter de aktiver, du ejede på tidspunktet for fraflytningen. Hvis der senere sker ændringer (fx salg eller udbytter), skal det registreres inden fristen for det årlige oplysningsskema.
4. Hvordan reguleres henstandssaldoen?
Henstandssaldoen ændres, når der sker noget med dine aktiver:
- Ved salg af aktiver bliver saldoen nedskrevet.
- Ved udbytte fra aktier nedskrives saldoen med nettoudbyttet.
Saldoen kan aldrig blive negativ. Når den rammer nul, bortfalder pligten til at indsende oversigter.
5. Hvilke betalingsfrister gælder?
Hvis du sælger aktiver eller modtager udbytte fra aktier i henstandsbeholdningen, forfalder et eventuelt beløb til betaling den 1. september året efter hændelsen.
6. Kan henstandssaldoen blive negativ?
Nej, det er ikke muligt. Når saldoen er udlignet, ophører pligten til at indsende oplysningsskema og beholdningsoversigt.
7. Hvad sker der, hvis man flytter tilbage til Danmark?
Flytter du tilbage til Danmark og stadig ejer aktiver, ophæves henstandsordningen. I stedet nedsættes handelsværdien af aktiverne. Nedsættelsen sker med det laveste af:
- Det resterende skattebeløb på henstandssaldoen ved tilflytning.
- Den samlede nettogevinst på de aktiver, du ejer, når du flytter tilbage.
8. Hvilke betingelser er der for at høre indenunder henstandsordningen?
For at være omfattet af henstandsordningen ved fraflytning skal følgende krav opfyldes:
- Ved fraflytningen skal henstandsordningen tilvælges og der skal indsendes en beholdningsoversigt til Skattestyrelsen.
- Flytter du til et land uden for EU/EØS eller Norden, skal der stilles betryggende sikkerhed for den beregnede fraflytterskat. Sikkerheden kan bestå af værdipapirer, bankgaranti eller anden af Skattestyrelsen godkendt form for sikkerhed.
- Den samlede værdi af aktier m.v. skal på fraflytningstidspunktet overstige 100.000 kr. Er beholdningen mindre, indtræder der ikke fraflytterskat, og henstandsordningen finder derfor ikke anvendelse.
- Du skal have været fuldt skattepligtig til Danmark i mindst 7 ud af de seneste 10 år forud for fraflytningen.
- For at bevare henstanden skal der årligt indsendes opdateret beholdningsoversigt til Skattestyrelsen, indtil aktierne afstås, eller du eventuelt flytter tilbage til Danmark.
Ansvarsfraskrivelse
Da ovenstående alene er vejledende påtager vi os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af ovenstående uden forudgående individuel rådgivning. Vi påtager os ikke ansvar for fejl og mangler.