Forskudsopgørelsen er en beregning af en persons forventede indkomst og skat for det kommende år, som udføres af skattemyndighederne. Opgørelsen danner grundlag for forskudsbetalinger af skat, der betales løbende gennem året. Eventuelle ændringer i indkomst, fradrag eller andre skatteforhold kan oplyses skattemyndighederne for at opdatere forskudsopgørelsen og sikre korrekt skattebetaling.
  FAQ om forskudsopgørelse
  
    Forskudsopgørelse (for personer)
    Forskudsopgørelsen fastlægger grundlaget for skattekortet og dit løbende træk.
    En korrekt og løbende opdateret forskudsopgørelse reducerer risikoen for både restskat og overskydende skat – og forebygger både for lavt og for højt skattetræk i løbet af året.
   
  
    1) Hvad er en forskudsopgørelse – og hvorfor er den vigtig?
    Forskudsopgørelsen er Skattestyrelsens budget for din skat i det kommende år. Den bygger på dine forventede indtægter og fradrag og afgør, hvor meget skat der trækkes løbende.
    En korrekt forskudsopgørelse giver dig stabile nettolønninger og minimerer risikoen for restskat. Er tallene derimod forkerte, kan du opleve en uventet efterregning eller for meget trukket skat, som du først får tilbage året efter.
   
  
    2) Hvornår kan jeg se den – og hvordan hænger den sammen med skattekortet?
    Den nye forskudsopgørelse for kommende år åbner normalt i november året før, og du finder den i TastSelv på skat.dk. Når du retter oplysningerne, bliver dit skattekort automatisk opdateret – fx trækprocent og fradrag – og ændringerne sendes digitalt til dine udbetalere som arbejdsgiver, pensionsselskab eller SU.
    Hvis du har flere udbetalere, er det vigtigt at fordele hovedkort, bikort og frikort korrekt. Det fremgår af forskudsopgørelsen, men det er dit ansvar at sikre, at det er placeret rigtigt.
   
  
    3) Hvad skal jeg typisk rette – og hvordan gør jeg det korrekt?
    Du bør rette alt, der væsentligt ændrer din økonomi. Typiske eksempler er:
    
      - Ny løn, bonus eller jobskifte
- Ved arbejde i udlandet kan en del af indkomsten være lempelsesberettiget
- Aktieløn
- Budget for selvstændigt erhvervsdrivende
- Renter og realkredit (nyt lån, omlægning eller store afdrag)
- Køb, salg eller udlejning af bolig (ejendomsværdiskat, grundskyld)
- Ændret transport til arbejde (befordringsfradrag)
- Fagforening og A-kasse
- Private pensionsindbetalinger
- B-indkomst eller honorarer
Du retter ved at logge ind i TastSelv, indtaste realistiske helårsbeløb og gemme ændringerne. Det er en god idé at kontrollere næste lønseddel for at se, at trækprocent og fradrag er opdateret. Kommer der ændringer i løbet af året, bør du rette med det samme, så forskudsopgørelsen hele tiden afspejler din faktiske situation.
   
  
    4) Hvad sker der, hvis jeg ikke retter?
    Uden løbende at ændre dine indkomstforhold i forskudsopgørelsen, kan du risikere et forkert skattetræk og dermed enten restskat (med renter/tillæg) eller overskydende skat – som først udbetales ved årsopgørelsen.
    Skattestyrelsen kan i nogle tilfælde autokorrigere din forskudsopgørelse på baggrund af indberetninger (fx løn/pension), men ansvaret for rigtige tal er altid dit. Du skal adviseres af SKAT, når de autokorrigerer din forskudsopgørelse. Du bør derfor kontrollere disse korrektioner fra SKAT’s side og overveje ikke at godkende ændringerne, hvis de ikke er retvisende (f.eks. væsentlige ændringer i løn, pension, fradrag, renteudgifter, udlejning m.v.).
   
  
    5) Hvad kan SkatteInform hjælpe med?
    
      - Vi assisterer gerne med at skabe overblik over din økonomi.
- Vi assisterer med ændring af din forskudsopgørelse baseret på oplysninger fra dig.
- For selvstændig erhvervsdrivende assisterer vi med planlægning af indkomst, pensioner, private hævninger og privatbudget samt forskudsberegning af familiens indkomst.
- Vi rådgiver om, hvornår det kan betale sig at indbetale evt. restskat.
- Vi rådgiver om valg af beskatningsordningen, eks. virksomhedsordning, kapitalafkastningen mv.
 
 Ansvarsfraskrivelse
Da ovenstående alene er vejledende påtager vi os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af ovenstående uden forudgående individuel rådgivning. Vi påtager os ikke ansvar for fejl og mangler.