Den 14. november 2024 blev en ny Øresundsaftale vedtaget, som kan have betydning for de ca. 17.000 personer, der bor i Sverige og arbejder eller studerer i Danmark. Aftalen trådte i kraft den 1. januar 2025 og reducerer på flere punkter de tidligere skattefordele ved at bo i Sverige og arbejde i Danmark.
Vi har nedenfor sammenlignet den dagældende Øresundsaftale med hovedpunkterne i den nye Øresundsaftale. Hovedpunkterne er:
- Beskatningen af indkomst for hjemmearbejde ændres for offentligt ansatte, så det ligesom for privatansatte fremover beskattes i arbejdslandet.
- For studerende, der bor i Sverige og studerer i Danmark, skal der fremover betales skat af SU til Danmark. Det bliver dermed dyrere for en svensk bosiddende at studere i Danmark i forhold til de tidligere gældende regler.
- Personer, der bor i Sverige og har en dansk pensionsordning, bliver fremadrettet beskattet med PAL-skat af afkastet af den danske opsparing
Du kan læse mere herom nedenfor:
Beskatning af løn ved hjemmearbejde
Den dagældende Øresundsaftale
Den dagældende Øresundsaftale går som udgangspunkt ud på, at pendlere betaler indkomstskat i arbejdslandet, hvor bopælslandet lemper sin beskatning ved at undlade at beskatte lønindkomsten eller give nedslag for den udenlandske skat.
Hertil findes der en særregel for privatansattes hjemmearbejde, hvor der ikke skiftes beskatningsland ved hjemmearbejde i egen bolig. Det betyder, at arbejdslandet stadig har beskatningsretten, selvom man arbejder hjemmefra i hjemlandet. Betingelser hertil:
- Arbejdet udgør mindst 50 % af arbejdstiden i løbet af en sammenhængende 3-måneders periode
- Arbejdet i bopælslandet må ikke ske gennem et fastdriftssted, som arbejdsgiveren har
Ovenstående regel om hjemmearbejdsdage gælder kun for privatansatte pendlere.
For offentligt ansatte, der arbejder hjemmefra, skal den del af indkomsten, der stammer fra hjemmearbejdet, altid beskattes i hjemlandet. Det vil sige, at en offentligt ansat, der bor i Sverige og arbejder i Danmark, men enkelte dage arbejder hjemmefra i Sverige, bliver beskattet i Sverige af den del af indkomsten, der stammer fra hjemmearbejdet. Det betyder, at de kan udnytte fradragsreglerne i begge lande ved at få fradrag for de samme renter to gange.
Den nye Øresundsaftale
Den nye Øresundsaftale ændrer reglen om, at der ikke skiftes beskatningsland ved hjemmearbejde m.v., til også at gælde offentligt ansatte. Det betyder, at pendlere, der er offentligt ansatte i Danmark, men bor i Sverige, ikke længere uden videre kan udnytte den lempeligere beskatning i Sverige ved hjemmearbejde.
Derudover ændrer aftalen, at omfanget af hjemmearbejde skal opgøres over 12 måneder i stedet for 3 måneder, for både privatansatte og offentligt ansatte.
Det vil heller ikke længere være en betingelse, at hjemmearbejdet skal udføres i pendlerens egen bolig. Pendleren er hermed ikke nødsaget til at udføre arbejdet i egen bolig, men kan udføre arbejdet, hvor som helst i bopælslandet.
Beskatning af SU
Den dagældende Øresundsaftale
Efter dagældende ret beskattes dansk SU forskelligt, alt efter om den studerende bor i Danmark eller i Sverige. En studerende, som studerer på en dansk uddannelsesinstitution og modtager dansk SU, men bor i Sverige, bliver hverken beskattet af SU'en i Danmark efter dansk ret eller i Sverige efter svensk ret.
Omvendt bliver studerende, som bor i Danmark og studerer på en svensk uddannelsesinstitution og modtager svensk SU, beskattet heraf i Danmark. Havde de studerende derimod boet i Sverige, havde den svenske SU været skattefri efter svensk ret.
Den nye Øresundsaftale
Med den nye Øresundsaftale bliver det muligt for det land, der udbetaler SU'en, at foretage beskatning. Det betyder, at Danmark vil kunne beskatte dansk SU, der udbetales til en studerende, der bor i Sverige.
Omvendt vil Danmark ikke kunne beskatte svensk SU, der udbetales til studerende, der bor i Danmark.
Beskatning af pensionsafkast på pensionsordninger
Den dagældende Øresundsaftale
Efter dagældende ret bliver personer kun beskattet af afkastet af en dansk pensionsordning, hvis de bor i Danmark. Det betyder, at personer, der bor i Sverige og har en dansk pensionsopsparing, i øjeblikket ikke betaler dansk PAL-skat på 15,3 % af afkastet af deres danske opsparing.
Den nye Øresundsaftale
Med den nye Øresundsaftale bliver det muligt for Danmark at beskatte personer, der bor i Sverige, af afkastet af deres danske pensionsopsparing. Det betyder, at en person, der bor i Sverige og har en dansk pensionsopsparing, vil blive beskattet i Danmark.
Kontakt os for rådgivning:
Hos SkatteInform kan vi hjælpe med at vurdere, hvordan den nye Øresundsaftale påvirker netop din situation – uanset om du er offentligt eller privat ansat, studerende med dansk SU, eller har en dansk pensionsopsparing.
Kildehenvisninger:
Lov om indgåelse af aftale mellem Kongeriget Danmark og Kongeriget Sverige om visse skattespørgsmål
https://www.retsinformation.dk/eli/ft/202412L00032
Denne artikel er skrevet som generel information og kan ikke erstatte individuel rådgivning. Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af denne artikel uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os ikke ansvar for eventuelle fejl og mangler.



