Erhverv

Frivillig indbetaling af acontoskat 2022 for selskaber

Overview

Nu er det igen tid til at indbetale acontoskat for de selskaber, der er omfattet af acontoskatteordningen.

Dato 01/11 2022

Den ordinære acontoskat betales to gange årligt i lige store rater. Raterne er beregnet af SKAT som 50% af gennemsnittet af de seneste tre års indkomstskat minus den største af periodens eventuelle udbytteskat. Det betyder, at raterne for 2022 er beregnet på grundlag af indkomstårene for 2018, 2019 og 2020.

Acontoskat betales eller nedsættes via Skattekontoen i TastSelv Erhverv.

Betalingsfristerne er for både ordinær og frivillig 21. marts og 21. november, men når de normale frister falder på en søndag, er fristen rykket til den førstkommende bankdag. Selskaber kan på samme datoer indbetale frivillig acontoskat. Herudover er det også muligt at indbetale frivillig acontoskat for 2022 senest den 1. februar 2023.

Nedsættelse af acontoskat

Forventes der en lav indkomst i 2022, kan selskabet anmode om nedsættelse af den ordinære acontoskat. Anmodning om nedsættelse af de ordinære acontoskatter skal ske inden betalingsfristen, henholdsvis 21. marts og 21. november.

SKAT kan efterfølgende bede om den nødvendige dokumentation herfor. Det vil som udgangspunkt være tilstrækkeligt at henvise til de senest foreliggende regnskabsoplysninger, herunder oplysninger om underskud fra tidligere år.

Gode råd

Det må anbefales at udarbejde et estimat over forventet skat til betaling for året. Såfremt selskabet har likviditet til rådighed – og især selskaber med bankindeståender, der forrentes med negative renter, kan selskabet med fordel foretage frivillig indbetaling inden 21. november 2022.

Det kan være en god ide at søge om udbetaling af for meget indbetalt acontoskat for 2022, da den overskydende skat ellers først bliver udbetalt den 20. november 2023.

Ved frivillig indbetaling i marts eller november 2022 godskrives et tillæg, medens der skal betales et tillæg ved indbetaling i februar 2023. Disse tillæg fastsættes først sidst på året senest 15/12 - 2022. Tillægget for 1. og 2. rate var for 2021 0,1%, hvorimod tillægget på 3. acontoskatterate udgjorde 0,8%.

Restskatteprocenten for selskaber udgjorde 4,3% i 2021. Vi forventer, at renten vil være på samme niveau for 2022. Hvis selskabets lånerente før skat er under 5,5% p.a., kan det betale sig at indbetale frivillig restskat inden 1. februar 2023 for regnskabsåret 2022.

Indberetning og frivillig indbetaling via skattekonto

Ønsker selskabet at foretage frivillig indbetaling inden den 21. november 2022 eller inden den 1. februar 2023, kan dette ske ved at:

  1. Selskabet indberetter dette til SKAT via TastSelv Erhverv:

  • Log på TastSelv Erhverv
  • Klik på ” Selvangivelse for fonde og selskaber m.fl.”
  • Klik på ”Acontoskat”
  • Klik på ”Indberet/ændre” ud for den rate, du ønsker at ændre
  • Indberet hvor meget selskabet ønsker at indbetale i frivillig acontoskat
  • (du får nu en kvitteringsdel, med en betalingslinie, som skal anvendes ved indbetaling – se punkt 2 nedenfor).

  1. Selskabet kan tidligst 5 dage før betalingsfristen den 21. november 2022 eller den 1. februar 2023 indbetale beløbet til selskabets skattekonto. Dette gøres ved at anvende den modtagne betalingslinje fra kvitteringsdelen, som nævnt under punkt 1 ovenfor.

Bemærk i den forbindelse af betalingslinjen er den samme til alle selskabets indbetalinger til skattekontoen hos SKAT, og indbetalinger til skattekontoen derfor heller ikke er øremærket, men anvendes til dækning af selskabets ældste gæld ifølge skattekontoen.

Hvis selskabet har anden gæld, som selskabet ikke lige har været opmærksom på, da vil den frivillige indbetaling af acontoskat ikke blive effektueret, idet der ikke er tilstrækkelige penge på skattekontoen. Det sker selvom selskabet reelt har overført beløbet til skattekontoen. Beløbet eller en del heraf er blot anvendt til dækning af anden restance!

Vi anbefaler, at der holdes nøje og jævnligt øje med Skattekontoen hos Skattestyrelsen, så man undgår manglende og for sen betaling.

Årsopgørelsen for selskaber er nu på vej

Årsopgørelsen for selskaber for regnskabsåret 2021 skulle være modtaget i selskabernes digitale postkasse i løbet af oktober. I bedes sende en kopi af årsopgørelsen til SkatteInform, så vi kan kontrollere om årsopgørelsen er korrekt udarbejdet.

Betaling af eventuel restskat for 2021 inkl. beregnet restskattetillæg på 4,3% kan ske fra den 1. november 2022, og skal være sket senest den 21. november 2022

Hvis selskabet skal have overskydende selskabsskat retur, vil beløbet blive overført til selskabets Skattekonto til udbetaling den 21. november 2022.

                       

Kontakt SkatteInform

Vi giver kvalificerede svar på dine skattespørgsmål. Hvis I er interesserede i assistance med opgørelse af den skattepligtige indkomst, står vi gerne til rådighed mod honorar efter nærmere aftale.

Ring til os på telefon 33 32 10 10

Send en e-mail på info@skatteinform.dk

eller besøg os på www.skatteinform.dk  

SkatteInform Statsautoriseret

Revisionspartnerselskab

Frederiksborggade 54 1. tv

1360 København K

Vi påtager os ikke ansvar for dispositioner, der måtte træffes på baggrund af dette nyhedsbrev uden forudgående individuel rådgivning. Ligeledes påtager vi os intet ansvar for eventuelle fejl og mangler.

Contact Us

Grazie! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.